Det er op til den enkelte kommune, om de vil tilbyde forældre tilskud til pasning af egne børn i stedet for at benytte de pasningsmuligheder, der i øvrigt tilbydes af kommunen eller private. Forældre har således ikke et lovkrav på at få tilskud til at passe deres egne børn.
Kommunen beslutter aldersgruppen for tilskud til pasning af egne børn
Kommunen kan give forældre et tilskud til pasning af egne børn i alderen fra 24 uger og frem til skolestart.
- Minimumsalderen for tilskuddet følger tidspunktet, hvor barnet kan få en plads i et dagtilbud i den pågældende kommune, dog tidligst fra 24 uger.
- Tilskuddet til pasning af egne børn kan kun gives frem til skolestart.
Kommunen beslutter, om tilskuddet skal gælde for alle børn mellem 24 uger og frem til skolestart, eller kun skal gælde børn i en bestemt aldersgruppe. Det betyder, at kommunen har mulighed for at tilpasse ordningen til de lokale forhold.
Udbetalingstidspunkt for tilskud til pasning af egne børn
Kommunen kan tidligst udbetale tilskud til pasning af egne børn, når barnet er fyldt 24 uger og ville kunne få tilbudt en plads i et dagtilbud efter dagtilbudslovens §§ 19 og 21.
Det betyder, at forældre tidligst har ret til tilskuddet fra det tidspunkt, hvor barnet kunne have benyttet en plads i et dagtilbud.
Hvis barnet allerede er i et dagtilbud, kan tilskud til forælderens egen pasning af barnet først udbetales fra det tidspunkt, hvor barnet er udmeldt af dagtilbuddet.
Betingelser for at modtage tilskud til pasning af egne børn
Tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at have barnet i et dagtilbud. Derfor kan forældre ikke modtage tilskud til at passe deres eget barn, hvis de har det samme barn i et dagtilbud.
Tilskuddet kan gives til:
- Biologiske forældre
- Adoptanter
- Plejeforældre
- Samlevende til barnets forælder i husstanden
Den, der ansøger om tilskud til pasning af eget barn, skal:
- Have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer og dokumentere dette.
- Ikke samtidig modtage offentlig overførselsindkomst eller have en arbejdsindtægt.
- Ikke være omfattet af § 13, stk. 10, og § 26, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.
- Have opholdt sig i Danmark, Grønland og Færøerne i mindst 7 ud af de seneste 8 år.
Kravene om tilstrækkelige danskkundskaber og om ophold her i riget gælder ikke for EU/EØS-borgere, når de efter EU-retten har ret til ydelsen.
Klik på overskrifterne herunder for at læse mere om betingelserne for tilskud til pasning af egne børn.
