Kommunen skal give søskendetilskud til forældre med mere end ét barn i dagtilbud, når barnet har søskende i følgende tilbud:
• Dagtilbud
• Fritidshjem
• SFO (skolefritidsordning) efter folkeskoleloven
• Privat pasning med tilskud efter dagtilbudsloven
• Klubtilbud, hvis kommunen har besluttet, at klubtilbud er omfattet af reglerne om søskendetilskud.
Hvis forældrene opfylder betingelserne for at få et søskendetilskud, udgør tilskuddet 50 procent af forældrebetalingen for den billigste plads. Den billigste plads fastlægges ved at sammenligne nettodriftsudgiften for de tilbud, som forældrene betaler for.
Forældrene betaler fuld pris for den dyreste plads.
Kommunen skal give søskendetilskuddet fra det tidspunkt, hvor betingelserne er opfyldt. Forældrene skal derfor ikke ansøge kommunen om et søskendetilskud.
Om søskendebegrebet
Søskendebegrebet omfatter:
• Biologiske søskende
• Adoptivsøskende
• Sammenbragte børn
Søskende skal have permanent ophold i samme hjem for at have ret til søskendetilskud. Kommunen beregner derfor søskendetilskud med udgangspunkt i det enkelte hjem og de børn, der har ophold i hjemmet.
Hvis to søskende bor i hver deres hjem, kan der ikke gives søskendetilskud.
Børn af ikke-samlevende forældre med fælles forældremyndighed, som bor lige meget hos begge forældre, medregnes som søskende hos den forælder, hvor børnene er tilmeldt folkeregistret.
Søskendetilskud gives til den billigste plads
Søskendetilskuddet beregnes altid i forhold til den billigste plads eller de billigste pladser, hvis der er flere. Kommunen finder den billigste plads ved at sammenligne opholdskommunens nettodriftsudgifter for de tilbud, som søskende går i.
Kommunen beregner søskendetilskuddet efter en eventuel nedsættelse af forældrebetalingen med et økonomisk fripladstilskud.
Hvis to eller flere søskende er optaget i dagtilbud med samme forældrebetaling, anses det yngste barn for at være det dyreste. Forældrene vil derfor betale fuld pris for det yngste barn.
Søskendetilskud over kommunegrænser
Når en eller flere søskende har plads i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen, er det opholdskommunens tilskud til pladsen i den anden kommune, der skal indgå ved sammenligningen af pladser, for at finde den billigste plads. Kommunen bruger derfor opholdskommunens tilskud til pladsen i en anden kommune før et eventuelt tilskud til økonomisk friplads.
Søskendetilskud i privatinstitutioner
Når en eller flere søskende har plads i en privatinstitution, er det opholdskommunens driftstilskud til pladsen i privatinstitutionen, før et eventuelt tilskud til økonomisk friplads, der skal indgå ved sammenligningen af pladser for at finde den billigste plads.
Søskendetilskud til sundt frokostmåltid
Kommunen beregner søskendetilskud til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid samlet. Det betyder, at hvis forældrene har ret til søskendetilskud til dagtilbudspladsen, har de også ret til søskendetilskud til et sundt frokostmåltid, hvis daginstitutionen tilbyder et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a.
Kommunen skal derfor ikke særskilt vurdere, om der skal gives søskendetilskud til frokostmåltidet.
Den tilskudsberettigede forældrebetaling
Den tilskudsberettigede forældrebetaling er den forældrebetaling, som kommunen lægger til grund for beregningen af søskendetilskud. Det gælder både for en dagtilbudsplads og for et sundt frokostmåltid.
Kommunen beregner som udgangspunkt den tilskudsberettigede forældrebetaling på baggrund af betalingen for en fuldtidsplads. Benytter barnet en deltidsplads, kan forældrebetalingen reduceres.
Hvis en kommune både har dagpleje og vuggestue til aldersgruppen 0-2 år, skal kommunen beregne den gennemsnitlige budgetterede forældrebetaling ved at vægte med antallet af pladser i henholdsvis dagpleje og vuggestue.
Størrelsen af den tilskudsberettigede forældrebetaling afhænger af, om barnet har plads i et dagtilbud i opholdskommunen, i en anden kommune eller i en privatinstitution.
Beregning af søskendetilskud til en dagtilbudsplads og et sundt frokostmåltid
Klik på overskrifterne herunder for at læse mere om den tilskudsberettigede forældrebetaling i opholdskommunen, en anden kommune og privatinstitutioner.
