Udenlandsk uddannet sundhedspersonale, der ansættes som social- og sundhedshjælpere i overensstemmelse med aftalen mellem KL og FOA, skal – for at få opholdsgrundlag på baggrund af ansættelsen – opfylde de betingelser, der gælder for opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten for faglærte. Ansættelsen giver ikke i sig selv ret til ophold i Danmark.
For at få opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten for faglærte på baggrund af en ansættelse som social- og sundhedshjælper, er det bl.a. en betingelse, at ansættelsen sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.
På positivlisten for faglærte er der desuden et særligt lønkrav. Det betyder, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) anvender en særlig lønstatistik til at vurdere, om der er tale om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, for at sikre en løn, der er på niveau med, hvad en faglært medarbejder får i Danmark.
På positivlisten for faglærte er det desuden en betingelse, at arbejdsgiveren opfylder sin forpligtelse til at uddanne elever (AUB-kravet). Det betyder, at arbejdsgiveren kun kan ansætte herværende sygeplejersker fra tredjelande som social- og sundhedshjælpere, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år – eller 2 ud af de seneste 3 år – har levet op til sin pligt til at uddanne elever.
Muligheden for at betale sig fra AUB-forpligtelsen efter AUB-ordningen kan ikke anvendes til at opfylde AUB-kravet på positivlisten for faglærte.
Læs mere om betingelserne for ansættelse på positivlisten på Ny i Danmark eller ved at kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration på tlf. 7214 2005.