Borgere, pårørende og medarbejdere skal rådgive regeringen om ny ældrelov. Per Okkels bliver formand for panelet og skal lede arbejdet i tre ekspertgrupper

25-02-2022

Med nytårstalen annoncerede statsministeren en ny ældrelov med fokus på klare værdier, værdighed, valgfrihed, selvbestemmelse og få regler og dokumentationskrav. Nu nedsættes nyt rådgivende panel, som skal sikre, at praktiske løsninger fra dagligdagen i ældreplejen inddrages i arbejdet med en kommende ældrelov.

Panelet vil desuden komme til at bestå af repræsentanter fra centrale organisationer, ledere og medarbejdere fra ældreplejen, ældre og pårørende. Per Okkels, forhenværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet, bliver formand for panelet.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Med det nye panel inviterer vi medarbejdere, kommuner, organisationer, pårørende – og ikke mindst de ældre selv – til at være med til at forme fremtidens ældrepleje. Så vi finder frem til de løsninger, der giver mening i hverdagen og ikke kun på papiret på Slotsholmen. Jeg er utroligt glad for, at Per Okkels med sin store erfaring har sagt ja til at stå i spidsen for det vigtige arbejde.”

-  Astrid Krag

Forhenværende departementschef Per Okkels siger:

Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og bidrage til en kommende ældrelov. Ældreområdet ligger mig meget på sinde. En vigtig opgave for panelet bliver at inddrage de praktiske erfaringer fra hverdagen på plejehjemmene og i hjemmeplejen, så vi sikrer en værdig ældrepleje, der tager udgangspunkt i den ældres ønsker og behov.”

- Per Okkels

Ved siden af panelet nedsættes tre ekspertgrupper bestående af forskere, centrale interessenter og kommunale ældrechefer. Ekspertgrupperne skal drøfte og vurdere væsentlige problemstillinger i ældreplejen. Formålet er at adressere nogle af de centrale udfordringer i arbejdet med en ny ældrelov, herunder de gennemgående udfordringer, der knytter sig til kvalitet, styring og regelforenkling. Sammen med ekspertgrupperne vil det rådgivende panel spille en vigtig rolle i regeringens arbejde med den kommende ældrelov.

De øvrige medlemmer af panelet og de tre ekspertgrupper vil blive udpeget inden for nærmeste fremtid.

Find kommissoriet for det rådgivende panel og ekspertgrupper i boksen her på siden.

Yderligere oplysninger

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 12 66 (modtager ikke sms)