Rejsehold skal understøtte tryghed og forståelse i ældreplejen for LGBT+-personer

29-01-2026

Regeringen lancerer ny indsats, der skal bidrage til, at ældre LGBT+-personer bliver mødt med forståelse og accept i ældreplejen.

Regeringen har med finansloven for 2026 afsat en ramme på 24,4 millioner kroner til en ny handlingsplan for LGBT+ personer i perioden 2026-2029. Nu udmøntes rammen, og et initiativ i handlingsplanen skal bidrage til, at ældre LGBT+ personer bliver mødt med forståelse og accept i ældreplejen.

Med indsatsen ’Gamle regnbueliv’ ønsker regeringen at etablere et rejsehold af ældre LGBT+-personer, der kan besøge plejehjem, aktivitetscentre, frivilligcentre og seniorbofællesskaber og dele fortællinger og erfaringer om livet som ældre med en LGBT+-identitet.

Rejseholdet skal bidrage til at give ældre LGBT+-personer en stemme og til at øge viden og forståelse blandt plejepersonale, beboere og ledelse om de særlige erfaringer og behov, som ældre LGBT+-personer kan have.

Den danske ældrepleje skal kunne rumme alle danskere. Derfor er det afgørende, at vi har en åben dialog om, hvad det vil sige at leve som ældre LGBT+-person. Det nye rejsehold skal bidrage med vigtig viden, og jeg ser frem til, at arbejdet for alvor kommer i gang.

Mange LGBT+-personer har kæmpet med fordomme og modstand gennem deres liv, og de har fortjent at blive mødt med forståelse og omsorg, når de kommer i kontakt med ældreplejen. Ingen skal tvinges til at skjule deres identitet, fordi de har brug for pleje og støtte fra det offentlige.

- Mette Kierkgaard, ældreminister

Rejseholdet vil bestå af ældre LGBT+-personer, som gennem samtaler og fortællinger formidler deres erfaringer med livslang usynlighed, viden om diskrimination og udfordringer med at "springe ud igen" i plejeboligen til både personale og andre ældre.

Indsatsen bygger videre på den eksisterende handlingsplan for LGBT+-personer 2022-2025, der bl.a. indeholder et undervisningsmateriale målrettet personale i ældreplejen. Indsatsen vil fungere som et supplement hertil og bidrage med personlige fortællinger, der kan fremme forståelse og refleksion.

Indsatsen gennemføres i samarbejde med lokale ældreråd, LGBT+-foreninger og relevante faglige lokalafdelinger. Der er i alt afsat 1,5 mio. kr. i perioden fra 2026-2029 til initiativet.

Pressekontakt

Ældreministeriets pressetelefon, tlf. 23 64 42 92 (modtager ikke sms).