Ældreminister Mette Kierkgaard glæder sig over, at en række kommuner nu får mulighed for at skabe mere faste rammer for samspillet mellem civilsamfundet, private og kommunen på ældreområdet:
”I ældreloven er det centralt, at der kommer et stærkt samspil med de lokale ressourcer: civilsamfundet, pårørende, private aktører og virksomheder, hvis vi skal sikre højere trivsel og bedre livskvalitet for de ældre. Derfor er det vigtigt for mig, at vi kan støtte de nye samarbejder, der kommer til at skyde op sammen med ældreloven rundt om i kommunerne. Jeg glæder mig til at se, hvordan kommunerne sammen med de lokale aktører vil tage handsken op og både styrke de eksisterende samarbejder og skabe helt nye til gavn for de ældre.”
Allerede i dag ses der mange gode eksempler på samarbejder, som styrker ældreområdet – fx i Gentofte hvor Ældre Netværket i Gentofte mindsker ensomhed blandt enlige og sårbare ældre. Her arbejder frivilligcenter, Ældre Sagen, et privat plejefirma, folkekirken og kommunen sammen med engagerede lokale borgere om at modvirke ensomhed.
Midlerne gives til, at kommunerne arbejder organisatorisk og systematisk med inddragelse af og samspil med civilsamfundet og private aktører på ældreområdet, som understøtter flere samarbejder lokalt på tværs af parter til gavn for de ældre.
Fakta
Der udmøntes i alt 16 mio. kr. i 2025, som fordeles til op til 16 kommuner, svarende til minimum 1.000.000 kr. pr. kommune. Midlerne udmøntes af Social- og Boligstyrelsen og udmøntes efter først-til-mølle-princippet på baggrund af en interessetilkendegivelse fra kommunen.
Yderligere oplysninger
Ældreministeriets pressetelefon, tlf. 23 64 42 92 (modtager ikke sms).