6,1. Så mange børn var der i gennemsnit på landsplan per pædagogisk personale i 2020, når man beregner normeringen på baggrund af de forventede kommende krav om minimumsnormeringer. Beregningerne tager udgangspunkt i normeringsstatistikken fra Danmarks Statistik, men der foretages to korrektioner, som partierne bag aftalen blev enige om.
For det første tæller ledere mindre i udregningen af minimumsnormeringer end tilfældet er i normeringer opgjort af Danmarks Statistik. For det andet sikres børn, der starter i børnehave, før de er fyldt tre år, en normering som om de stadig gik i vuggestue.
Når man korrigerer for de to elementer, er der på landsplan i gennemsnit 0,3 børnehavebørn mere per pædagogisk personale end i opgørelsen fra Danmarks Statistik, hvor normeringen er opgjort til 5,8 børn per pædagogisk personale i 2020. Med aftalepartiernes model er der med andre ord lidt længere vej til at indfri målet om minimumsnormeringer.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi har afsat ca. 435 mio. kr. til at løfte ambitionsniveauet og sikre, at der følger mere personale med, hvis et barn kommer i børnehave, før det fylder tre år. Det er rigtig godt, for vi ved, hvor afgørende det er for et barns trivsel, at der er nok pædagogisk personale,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
De korrigerede normeringer betyder, at 47 kommuner i stedet for 78 kommuner levede op til de kommende krav om minimumsnormeringer for børnehaver i 2020. På kommuneniveau er justeringen i normeringen større, jo tidligere oprykningen fra vuggestue til børnehave finder sted.
For vuggestuer betyder de korrigerede normeringer, at 66 kommuner i stedet for 69 kommuner levede op til den kommende model om minimumsnormeringer i 2020.
Nyheden fortsætter efter tabellen.
Tabel 1: Normeringer (antal børn pr. pædagogisk personale) i daginstitutioner, hele landet 2020.
| Uden omregning 2020 | Med omregning i 2020* | Med omregning i 2019* | |
|---|---|---|---|
| Vuggestue | 2,9 | 2,9 | 3,1 |
| Børnehave | 5,8 | 6,1 | 6,5 |
| Antal kommuner, der har en normering på mindre end eller lig med 1:3 i vuggestue | 69 | 66 | 31 |
| Antal kommuner, der har en normering på mindre end eller lig med 1:6 i børnehave | 78 | 47 | 16 |
Anm: Opgørelsen omfatter kommunale og selvejende daginstitutioner. *0-2-årige børn, som er rykket i børnehave før den 1. i måneden, efter de er fyldt tre år får en vægt på 2 og der er benyttet en lederandel på 85 procent. Statslige puljemidler til sociale normeringer kan først fraregnes i 2024, når data for 2023 herom foreligger.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet på baggrund af Danmarks Statistik.
Beregningerne fra Børne- og Undervisningsministeriet viser også, at kommunerne i 2020 var kommet tættere på målet om at leve op til den kommende model for minimumsnormeringer, end de var i 2019. Antallet af børn pr. pædagogisk personale er således i gennemsnit faldet med 0,2 i vuggestuen og 0,4 i børnehaven fra 2019 til 2020.
”Kommunerne fortjener stor ros for at have grebet bolden. Mange af kommunerne er allerede rigtig godt i gang, selvom der stadig er lidt mere end to år til, at minimumsnormeringerne skal være indført. Det gør mig meget optimistisk i forhold til fremtiden,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Se de omregnede normeringer for de enkelte kommuner her (PDF)
