Du tager brødet ud af munden på de ældre, Pia Kjærsgaard

04-10-2025

Debatindlæg i Avisen Danmark af ældreminister Mette Kierkgaard.

Når Pia Kjærsgaard igen og igen kalder ældremaden for ”klam” og ”elendig”, og siger, at hun kun vil servere den for sin hund, så rammer kritikken helt skævt. Og den gør ikke maden bedre.

Tværtimod risikerer Pia Kjærsgaard faktisk at gøre det sværere at tiltrække de medarbejdere, som vi har så hårdt brug for. Kost- og Ernæringsforbundet oplyser, at der allerede i 2033 vil mangle næsten 4.000 ernæringsassistenter i Danmark til at lave mad til vores ældre. Det er et kæmpe problem.

Og hvem får lyst til at vælge det fag, hvis de konstant kan læse i aviserne, at de laver "hundeæde" og udsætter de ældre for uværdig behandling? Jeg ville i hvert fald selv tænke mig om en ekstra gang.

Når man taler maden ned, tager man i virkeligheden brødet ud af munden på de ældre, fordi vi underminerer rekrutteringen af de dygtige fagfolk, der skal sikre, at de ældre får god og ernæringsrigtig mad.

Samtidig må vi holde fast i fakta: De fleste ældre er faktisk godt tilfredse med den mad, de får leveret. Det hører jeg igen og igen fra kommunerne, og det oplever jeg også selv, når jeg rejser rundt i landet og spiser med. Det er et markant andet billede end det, Pia Kjærsgaard så farveløst maler med sine ligblege frikadeller og grå plastikbakker.

Og for en god ordens skyld, så vil jeg hjertens gerne diskutere kvaliteten af ældremaden. Det har jeg også gjort med netop Pia Kjærsgaard mange gange. Men vi har for længst nået et punkt, hvor samtalen ikke længere er konstruktiv. Så hvem får egentlig noget ud af Pia Kjærgaards korstog mod ældremad? Svaret står lysende klart. Det gør kun Pia Kjærsgaard selv. Det er ren populisme, og det gør kun tingene værre.

Det største problem lige nu er slet ikke smagen, men prisen. I nogle kommuner koster et hovedmåltid hele 63 kroner. For nogle pensionister med små indtægter betyder det, at de springer måltider over. Det er uværdigt. Derfor ønsker regeringen at sænke prisen, så et hovedmåltid højst kommer til at koste ca. 50 kroner.

Det er en konkret forbedring, der vil gøre en reel forskel for de ældre. Og hvis den enkelte ældre ikke kan lide maden, er det jo muligt at skifte leverandør eller få et fritvalgsbevis, så man helt selv kan vælge, hvor maden skal komme fra. Det handler om at få friheden til at vælge og muligheden for at få en madoplevelse, der giver glæde i hverdagen.

Lad os derfor droppe korstoget mod ældremaden. Vi skal ikke tage brødet ud af munden på de ældre med karikaturer og fordomme. Vi skal derimod bakke op om de mange ernæringsassistenter og medarbejdere, der hver dag gør en forskel – og vi skal sikre, at alle ældre har råd til et varmt måltid mad.