Det skal være slut med kun at få hjælp i de store byer

18-05-2025

Debatindlæg i Avisen Danmark af ældreminister Mette Kierkgaard.

Det er en ganske almindelig antagelse, at landets mest udsatte borgere stimler sammen på de kolde brosten i landets største byer, hvor de hårde narkomiljøer kan ses med det blotte øje. En almindelig, men helt forkert antagelse. I virkeligheden befinder to tredjedele af Danmarks allermest udsatte sig uden for de store byer. Der er tale om mennesker, som lider af psykiske udfordringer, hjemløshed og afhængighed af alkohol og stoffer. De lever uden for samfundet og mange endda uden hjælp. Det skal være slut.

Regeringen har netop lanceret et udspil til en værdighedsreform, og med den forsøger vi at give de allermest udsatte danskere mulighed for at leve et værdigt liv. Det betyder blandt andet, at samfundet skal møde dem netop der, hvor de er. Det har vi ikke været gode nok til tidligere.

Et led i reformen er at åbne én dør til det offentlige, så de udsatte ikke længere skal sendes frem og tilbage mellem forskellige indsatser. I byerne kommer døren til at hedde Gadens Huse, men der skal også være hjælp til udsatte uden for de store byer. Derfor opretter vi nu en række mobile enheder, som skal møde de udsatte netop der, hvor de er. Vi overvejede at kalde dem Gadens biler. Det er dét, man skal forestille sig. Dygtige, opsøgende folk, som kører rundt med høj faglighed og et tilbud om hjælp. Det skal gøre afstanden til hjælp for de allermest udsatte mindre. Selvom man bor i Skjern, Skanderborg eller Skørping, skal man opleve, at hjælpen er nær.