Berlingske spanker FN-rost lokaldemokrati

27-10-2024

Debatindlæg i Berlingske af ældreminister Mette Kierkgaard.

Berlingske opfordrer i en leder 18. oktober til at nedlægge de 98 ældreråd og boykotte det aktuelle ældrerådsvalg i København.

Det virker som om, at Berlingske ikke har forstået, at de 98 lokale ældreråd ikke er en interesseorganisation. Ældrerådene er en integreret del af beslutningsprocessen i kommunen. 

Jeg mener, det er afgørende, at ældre inddrages i og har adgang til at få indflydelse på udformningen af den kommunale ældrepolitik, der har betydning for nogle af de svageste borgere i Danmark.

Ældrerådsmedlemmerne skal netop ikke repræsentere særinteresser eller bestemte politiske partier. Der er tale om lokale ildsjæle, der inddrages i lokaldemokratiet.

Heldigvis ser andre anderledes på de 98 lokale ældreråd. I 2014 modtog ældrerådene FNs hæderspris, »Open Government Award«, der hylder de bedste offentlige initiativer i verden til borgerinddragelse. 

Kort sagt er ældrerådene noget af det mest velfungerende lokaldemokrati, vi har i Danmark.

Når vi nu med ældrereformen lægger op til at styrke det lokale ansvar og samspillet mellem lokale kræfter og kommunerne, er det afgørende, at vi også sikrer, at ældrerådene har ressourcerne til at løfte de nye opgaver. Derfor står jeg helt på mål for, at vi i regeringen har øremærket 2,4 millioner kroner på kommunernes bloktilskud til de lokale ældreråd.

I stedet for at opfordre til boykot af ældrerådene burde Berlingske snarere opfordre vores ældre til at bruge deres stemme ved ældrerådsvalgene og rose dem, der allerede gør det.