Jeg opfatter normalt Peder Hvelplund som en overordentlig begavet og velinformeret person. At han fremfører så mange decideret urigtige påstande og misforståelser, som det er tilfældet med hans indlæg om ældreloven 21. november i nærværende avis, kan derfor ikke lede mig til andre konklusioner, end at han ikke har skrevet indlægget selv - og muligvis heller ikke læst det, før det blev trykt.
For det første passer det ikke, at der med ældreloven gøres op med tanken om universelle velfærdsydelser.
Med ældreloven har ældre ret til og krav på den hjælp, de har behov for - nøjagtig ligesom de har i dag. Den eneste forskel er, at hvor kommunen i dag træffer en meget detaljeret afgørelse - ofte ned på minuttal - om den hjælp, den ældre skal have, skal medarbejderen og den ældre fremover i langt højere grad sammen beslutte, hvad den ældre har brug for den pågældende dag. Det er altså måden den konkrete hjælp aftales på der ændres. Ældres retstilstand ændres ikke.
At Peder Hvelplund skulle mene, at øget selvbestemmelse for den ældre og mere indflydelse på eget liv skulle medføre en mindre værdig alderdom, er for mig en gåde.
For det andet påstår Peder Hvelplund, at vi med forslag til lov om lokalplejehjem skaber en konstruktion, hvor de regler, der gælder for øvrige plejehjem, ikke gælder på lokalplejehjem.
Det er naturligvis forkert. Lokalplejehjem skal, ligesom alle andre plejehjem, overholde reglerne i både ældreloven, serviceloven og øvrig relevant lovgivning.
Med lovforslaget frisætter vi til gengæld lokalplejehjem fra kommunal overstyring, og skaber dermed endnu bedre rammer for at medarbejderne kan bruge deres tid sammen med borgerne.
Peder Hvelplund mener desuden at vide, at regeringens ambitioner om frisættelse på ældreområdet alene skulle handle om muligheden for, at lokalplejehjem kan sælge tilkøbsydelser.
Og han mener også at vide, at tilkøb vil være en væsentlig indtægtskilde for kommunerne.
Til det vil jeg sige, at frisættelse for regeringen handler om, at medarbejderne skal bruge deres tid på borgerne og deres ønsker og behov - og ikke, som det mange steder er tilfældet i dag, på at leve op til at masse kommunale krav, som medfører administration og bureaukrati for medarbejderne.
Derudover kan jeg oplyse, at tilkøb er en mulighed, nogle ældre sætter stor pris på, men som erfaringsmæssigt udgør ½-1 pct. af plejehjemmenes økonomi. Tilkøb vil derfor næppe være den guldrandede ordning for kommunerne, som Peder Hvelplund åbenbart forestiller sig. Og ideen med at man kan tilkøbe sig ydelser udover det som man har ret, er selvfølgelig at kunne imødekomme ældres forskellighed. Peder Hvelplund fremhæver desuden, at kommunalbestyrelserne selv skal fastsætte det kommunale serviceniveau.
Dette er helt korrekt, da det kommunale serviceniveau, fuldstændig som det er tilfældet i dag, vil skulle fastsættes af kommunen i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.
Det er det, der kendetegner det kommunale selvstyre, vi har i Danmark.
Det er uklart for mig, hvordan en videreførelse af denne mangeårige praksis vil medføre den "ganske uhyggelige ulige behandling af syge og gamle rundt om i landet", som Peder Hvelplund påstår. Med det krav om helhedspleje, vi foreslår med ældreloven, skaber vi tværtimod endnu bedre mulighed for lighed, fordi vi starter med samtalen og relationen mellem medarbejderen og den ældre.
Endelig påstår Peder Hvelplund, at vi med ældreloven påfører pårørende en række ekstra opgaver. Den påstand er fuldstændig grebet ud af den blå luft og har intet hold i virkeligheden.
Med ældreloven sikrer vi, at de pårørende har ret til at blive inddraget i det omfang, den ældre og de pårørende har lyst til - bl.a. for at sikre, at det kendskab, de pårørende har til den ældre kan understøtte, at den ældre får den hjælp og pleje, som passer til den ældres ønsker og behov.
Men det fremgår klokkeklart af lovforslaget, at pårørende ikke bliver pålagt forpligtelser.
Peder Hvelplund påstår videre, at de besparelser på statslige administrative årsværk i Sundhedsstyrelsen, der indføres med finansloven, påvirker de ældres anke- og klageadgang. Igen en påstand, der intet hold har i virkeligheden, da Sundhedsstyrelsen slet ikke behandler klager på ældreområdet.
Den kompetence ligger i Ankestyrelsen.
Det er selvfølgelig helt i orden, at man som oppositionsparti er uenig i den politik regeringen fører.
Men at man fremfører så mange helt igennem urigtige oplysninger i et dansk dagblad, er under det niveau, vi normalt har i dansk politik.
Det vil klæde Peder Hvelplund fremover at lave et simpelt faktatjek af sine indlæg, før de bliver trykt.