Ufaglærte medarbejdere skal i fremtiden kunne arbejde i ældreplejen eller sundhedsvæsenet samtidig med, at de tager en faglært uddannelse i mindre bidder.
Derfor har regeringen og et bredt flertal i Folketinget med aftalen om en ny ældrereform afsat syv mio. kroner årligt fra 2024 til 2027 til skræddersyede uddannelsesforløb på landets social- og sundhedsskoler.
Forløbene skal understøtte skolerne i planlægning og tilrettelæggelse af blandt andet AMU-forløb med henblik på at uddanne flere ufaglærte til social- og sundhedshjælpere.
Fra 2018 til 2022 steg andelen af ufaglærte i ældreplejen fra 17 procent til 26 procent i 2022. For at det ikke skal gå ud over kvaliteten af plejen er det vigtigt, at ufaglærte bliver klædt fagligt på.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
Gode og dedikerede medarbejdere er en hjørnesten i vores velfærdssamfund. I takt med, at vi bliver flere og flere ældre, skal vi have rekrutteret og uddannet flere medarbejdere til ældreplejen. Derfor sikrer vi nu bedre muligheder for uddannelse til dem, som måske aldrig kom i gang eller fik en skæv begyndelse i uddannelsessystemet.
- Mette Kierkgaard
Fremskrivninger viser, at vi i 2035 vil mangle omkring 15.000 medarbejdere på ældreområdet. Regeringen har derfor igangsat en række tiltag for at gøre det mere attraktivt at arbejde i ældreplejen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger:
Mange ufaglærte medarbejdere i ældreplejen gør en stor forskel. Men med en uddannelse inden for faget med i rygsækken vil de kunne endnu mere. Med skræddersyede uddannelsesforløb på social- og sundhedsskolerne får flere medarbejdere bedre mulighed for at uddanne sig til enten social- og sundhedsassistent eller -hjælper. Det er både til gavn for dem og for de ældre.
- Mattias Tesfaye
Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere har fået et lønløft, der kan mærkes. Regeringen har gjort retten til at uddanne sig med 110 procent dagpenge permanent inden for brancher med mangel på arbejdskraft, herunder SOSU. Samtidig har regeringen indgået en aftale, der gør det muligt at sikre mere international arbejdskraft til blandt andet ældreområdet.
Fakta
- Over en million danskere er i dag over 65 år, og i fremtiden vil gruppen af ældre kun vokse. Det er derfor afgørende, at vi får rekrutteret flere medarbejdere til ældreområdet.
- Formålet med puljen er at opkvalificere ufaglærte medarbejdere i ældreplejen. Afholdelse af uddannelsesforløb og deltagelse for medarbejderne skal ske så let og fleksibelt som muligt for kommuner og private arbejdsgivere.
- Der afsættes i alt 28 mio. kr. fra 2024 til 2027 til social- og sundhedsskolerne.
Pressekontakt
Social-, Bolig- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms).