Faste teams giver trivsel for både borgere og medarbejdere

14-06-2024

Debatindlæg i Seniormonitor af ældreminister Mette Kierkgaard og FOA-sektorformand Tanja Nielsen.

Når du bliver gammel og måske får brug for hjemmehjælp, vil du så gerne mødes af et nyt ansigt, hver gang det ringer på døren? Eller vil du hellere åbne døren for en person, hvis navn og ansigtstræk du kender? Et menneske, som véd, at du foretrækker badevandet til den lune side, og som har styr på, hvad dit genoptræningsforløb går ud på?

Mon ikke de fleste foretrækker det sidste. Det tyder i hvert fald en nylig VIVE-rapport på. Rapporten evaluerer 25 kommuners forsøg med faste teams i ældreplejen, og resultaterne viser, at faste teams gavner både borgere og medarbejdere.

Et stort flertal af de borgere, som VIVE har spurgt i undersøgelsen, føler, at den hjælp, de får, passer til deres ønsker og behov. Et stort flertal tilkendegiver også, at de er trygge ved plejepersonalets faglige niveau.

Også på medarbejdersiden viser VIVE’s evaluering stor tilfredshed med organiseringen i faste teams: Flertallet af medarbejderne oplever, at det både er blevet lettere at tilpasse hjælpen til borgerens behov og at gøre en positiv forskel for borgerne. Flertallet af medarbejdere oplever også en øget stolthed over det arbejde, de udfører, og et større fællesskab med deres kolleger.

Allermest tilfredse blandt faggrupperne er social- og sundhedspersonalet. Vive’s evaluering viser med andre ord, at faste teams-modellen understøtter arbejdsglæden allermest blandt de medarbejdere, som er tættest på borgerne.

I en tid med rekrutteringsudfordringer er arbejdsglæde og medarbejdertrivsel uhyre vigtig. Det samme gælder naturligvis borgernes tryghed i hverdagen. Faste teams styrker begge parametre. Derfor er vi glade for, at den brede reformaftale, som regeringen for nylig har indgået på ældreområdet, netop understøtter udbredelsen af faste teams til hele landet. Og derfor skal der herfra lyde en stor opfordring til de kommuner, der endnu ikke er i gang, om at tage springet.

Vi tror på, at faste teams er vejen frem i en moderne ældrepleje af i dag. Både for borgerne, for medarbejderne – og for fremtidssikringen af vores alle sammens velfærd.