Ny pulje skal skabe mere livskvalitet hos plejehjemsbeboere

19-08-2024

Liv skal leves hele livet. Gåture, musikoplevelser og andre aktiviteter for plejehjemsbeboere skal i højere grad tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. En ny ansøgningspulje på 12,4 mio. kr. understøtter initiativer mellem plejehjem og lokalsamfund, der sætter borgeren i centrum. Puljen er åben nu.

Mange mennesker har svært ved at opretholde deres interesser og fortsætte med de aktiviteter, der har optaget dem tidligere, efter de er flyttet på plejehjem. Det kan gå hårdt ud over livskvaliteten.

Det er baggrunden for en ny ansøgningspulje, der skal styrke nærvær og livsglæde på plejehjem gennem personcentreret pleje, omsorg og meningsfulde aktiviteter. 

I aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2024 – 2027 er der afsat 12,4 mio. kr. til at afprøve forskellige tilgange og samarbejdsmodeller med fokus på borgerens perspektiv. Formålet er at skabe mere nærvær og styrke plejehjemsbeboernes livsglæde, selvbestemmelse og valgfrihed.

Samtidig skal samarbejdsmodellerne styrke brobygning mellem plejehjem og lokalmiljø og civilsamfundsaktører. Puljen kan derfor søges af kommunale og private plejehjem, herunder friplejehjem, i samarbejde med aktører fra civilsamfundet.

Samarbejdet kan foregå omkring meningsfulde aktiviteter, som for eksempel gåture, musikoplevelser og andre sociale arrangementer.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

Livskvalitet handler om langt mere end behandling og medicin. Det handler om stærke sociale relationer og gode oplevelser – også når vi kommer på plejehjem. Med puljen bygger vi bro mellem plejehjem og lokalsamfund. Én af de bærende værdier i ældrereformen er et tæt samarbejde mellem plejehjem, lokale fællesskaber og civilsamfund. Civilsamfundet kan nemlig noget helt særligt, når det handler om at skabe relationer og nære fællesskaber. Med den nye pulje styrker vi samtidig initiativer, der sætter plejehjemsbeboeren i centrum for aktiviteter og pleje. Fremtidens ældrepleje skal være rummelig med plads til den enkelte borger.

- Mette Kierkgaard

Ansøgningspuljen udmeldes i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen og er åben for ansøgninger nu.

Der er afsat 12,4 mio. kr. i perioden fra den 1. januar 2025 til 31. december 2027.

Læs mere om puljen her.

Pressekontakt

Social-, Bolig- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms).