PCR-test til plejehjem og sociale tilbud med sårbare borgere får nu meget høj prioritet

14-01-2022

Regeringen har indgået aftale med KL og Danske Regioner om, at beboere og medarbejdere på plejehjem og i sociale tilbud med sårbare borgere får høj prioritet i testindsatsen. Det skal beskytte ældre og sårbare mod den stigende smitte.

Der er i de seneste uger konstateret stadig flere smittede på landets plejehjem, hvor nogle ældre risikerer et alvorligt sygdomsforløb. Regeringen har nu indgået en aftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, der skal sikre, at beboere og medarbejdere på plejehjem og sociale tilbud med sårbare borgere kan få hurtig adgang til PCR-test.

Aftalen betyder, at regionerne ved behov omprioriterer ressourcer, så medarbejdere og beboere kan blive PCR-testet i forbindelse med smitteudbrud, og at kommunerne også kan bidrage til testopgaven.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Det er vigtigt, at vi skærmer svækkede ældre og sårbare mennesker med risiko for alvorlige forløb ved smitte med COVID, nu hvor vi igen skruer op for aktiviteten i samfundet. Et af de vigtigste værktøjer er den fintmaskede test-indsats, så smitten ikke slipper ind på plejehjemmene og de sociale tilbud. Med den nye aftale får kommuner og regioner i situationer med pres på testkapaciteten mulighed for at prioritere ældre- og socialområdet højest, så vi sikrer, at der er hurtig PCR-test til rådighed for beboere og medarbejdere på plejehjem og i sociale tilbud med særligt sårbare borgere ved smitteudbrud. Sammen med reglerne om coronapas, mundbind og visir og den omfattende indsats med vaccinationer af denne målgruppe skal det sikre en god beskyttelse af nogen af vores mest sårbare borgere.”

- Astrid Krag

Aftalen om prioritering af social- og ældreområdet gælder både mobile PCR-test, som køres ud til plejehjem og sociale tilbud ved smitteudbrud, og analysekapacitet. Kommunerne og regionerne skal som hidtil sammen løse opgaven med at sikre tilstrækkelig testkapacitet og tilrettelægge logistikken.

Sundhedsstyrelsen har opdateret sine anbefalinger for medarbejdere og beboere på plejehjem, botilbud m.v., hvor der konstateres et tilfælde af smitte med COVID-19. Hvis en beboer eller medarbejder på en afdeling testes positiv, foretages kviktest/selvtest af alle beboere og medarbejdere på den pågældende afdeling hurtigst muligt. De pågældende beboere og medarbejdere anbefales også at blive PCR-testet inden for det første døgn. Derefter skal medarbejdere og beboere i den afdeling, hvor der er konstateret smitte, PCR-testes på 4.-dagen og testes med en PCR- eller kviktest/selvtest på 7.-dagen. Test på 7.-dagen fortsætter, indtil der ikke længere er smittede på afdelingen.

Før jul blev testindsatsen på social- og ældreområdet styrket med andre initiativer. Bl.a. besluttede regeringen, KL og Danske Regioner, at medarbejdere, der får et positivt testresultat med en selvtest, får hurtigere adgang til at blive PCR-testet. Desuden blev det besluttet, at der frem til marts skal være daglige selvtest til ansatte i ældreplejen og på sociale tilbud, hvor der er sårbare borgere, samt til besøgende på plejehjem og sociale tilbud.

Yderligere oplysninger

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)