Regeringen vil forebygge konkurser i ældreplejen

28-02-2017

Det er regeringens mål at forebygge konkurser, sikre de ældre kvalitet, tryghed og valgfrihed i hjemmeplejen. Regeringen vil nu igangsætte et arbejde, der skal forebygge konkurser i ældreplejen.

Arbejdet med at forebygge konkurser i ældreplejen sættes i gang af ældreminister Thyra Frank, ministeren for offentlig innovation Sophie Løhde og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Samtidig vil regeringen lave et serviceeftersyn af den lovgivning, som den tidligere S-R-SF-regering gennemførte tilbage i 2013.

 

Ældreminister Thyra Frank siger:

”Mange ældre er glade for det frie valg, og derfor skal vi holde fast i, at de selv kan vælge, om de vil bruge en offentlig eller privat leverandør, når de har brug for hjælp og pleje. Men vi har desværre set en del konkurser blandt private leverandører af hjemmehjælp de senere år, og det skal vi have gjort noget ved, for det skaber utryghed for både de ældre og medarbejderne.”

- Thyra Frank

 

Innovationsminister Sophie Løhde siger:

”Regeringen vil drøfte med KL om anbefalingerne til forebyggelse af konkurser, som de selv har aftalt med erhvervsorganisationerne, er tilstrækkelige, og hvordan vi sikrer, at alle kommuner efterlever dem. Samtidig vil regeringen lave et serviceeftersyn af den lovgivning, som den tidligere S-R-SF-regering gennemførte tilbage i 2013. For regeringen er det afgørende at sikre de ældre tryghed, høj kvalitet og valgfrihed, og derfor ønsker vi at gøre noget ved de mange konkurser”.

- Sophie Løhde

 

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Regeringen er på ingen måde berøringsangst i forhold til at bruge private leverandører. Vi ønsker faktisk at trykprøve pris og kvalitet og fremme brugen af private leverandører samt at øge borgernes valgfrihed. Det gælder også på ældreområdet. Men vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at undgå konkurser.”

- Simon Emil Ammitzbøll

 

Regeringen vil igangsætte et arbejde, der skal forebygge konkurser på ældreområdet i dialog med KL baseret på det sæt af anbefalinger, der er aftalt med Dansk Erhverv og DI. Arbejdet omfatter en dialog med relevante parter samt en kulegravning af reglerne på området.

I serviceeftersynet og dialogen med parterne vil regeringen blandt andet se nærmere på:

  •          De lovgivningsmæssige rammer på området.
  •          Afregningspriserne for både kommunale og private leverandører.
  •          Kommunernes kontrakter med privat leverandører, herunder hvordan pris og kvalitet vægtes ved udbud.  

Der sigtes på at gennemføre arbejdet, så der kan afsluttes drøftelser med Folketingets partier i løbet af sommeren.    

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet Sigga Nolsøe, sno@oim.dk, 22 26 95 07.