“Alle vil leve længe, men ingen vil være gamle”, er et udtryk, som ofte bruges til at beskrive den generelle holdning, vi har til det at blive ældre. Men verden er ikke så sort-hvid. Heller ikke når det gælder ældre, selvom man en gang imellem skulle tro det. Enten er du ung og frisk, eller også er du gammel, syg og nærmest affældig. Enten arbejder du fuldtid, eller også er det pludseligt fuldt stop. Enten bor du i eget hjem i ensomhed eller tosomhed, eller også bor du på plejehjem.
Der er brug for at udvikle et nyt syn og en ny politik, hvor vi ikke ser de mere end 1,1 mio. danskere over 67 år som en stor homogen gruppe af ældre, som ønsker det samme og som kan lige meget – eller måske snarere i vores forestilling: lige lidt. De fleste af os har en række forestillinger og fordomme om, hvad det vil sige at være ældre i Danmark. Men meget af det står ikke til troende – hverken i dag eller om 15 år, hvor næsten hver fjerde dansker vil være over 67 år.
Aldrig før har vi haft så gode muligheder for, at alderdommen kan være en både aktiv, sund og meningsfuld fase af livet. Men det kræver, at vi tør tænke ud af boksen og indrette vores samfund, så man kan arbejde, bo, komme rundt og være en del af de fællesskaber, som er alfa og omega, hvis livet skal være både godt og meningsfuldt frem for besværligt – eller sågar ensomt – som det er for mange ældre i dag.
Da jeg var barn i det gamle landbrugs-Danmark på en gård i Ribe Marsk, var mine bedsteforældre en fast og helt uundværlig del af livet på landet. De hjalp til med landbruget, gav en hånd med børnene, såede, lugede og høstede køkkenhaven, ligesom de stod klar til at lave både medisterpølse og hakke kød, når der blev slagtet.
Mine bedsteforældre var værdsatte og selv glade for alt det, som de kunne hjælpe med. Siden har vores samfund udviklet sig. Det gamle landbrugsland findes ikke mere, og industrisamfundet er for en stor dels velkommende afløst af informationssamfundet.
Det er godt, fordi færre bliver nedslidte. Det er godt, fordi seniorer over 60 år for langt størstedelens velkommende er både friske og rørige. Men det er som om, vi som samfund og som borgere stadig hænger fast i forestillingen om, at når du er ældre, er du nok svagelig eller bagud af dansen, ikke mindst i forhold til, om man stadig kan finde ud af at gøre gavn på en arbejdsplads.
Men tallene fortæller en ganske anden historie. Faktisk er det kun 14 procent af den del af befolkningen, som er fyldt 67 år, som i dag får hjemmepleje eller bor på plejehjem. Med andre ord klarer mere end 8 ud af 10 sig selv – og har masser af ressourcer at trække på.
Samtidig udtrykker næsten 140.000 pensionister, at de gerne vil vende tilbage til arbejdsmarkedet under de rette vilkår. Og generelt i befolkningen ønsker hele 69 procent at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, hvis de får den frihed og fleksibilitet, som er nødvendig.
Det er en mulighed, vi absolut ikke må lade gå til spilde. Men det kræver til gengæld, at vi begynder at gøre nogle ting anderledes. Helt anderledes. Og lad det være sagt så tydeligt, at ingen kan være i tvivl: Selvfølgelig skal man have lov til at gå på pension, hvis man er syg eller nedslidt. Punktum. Men man skal også have lov til at blive, hvis man gerne vil. Vi lever i en tid, hvor der mangler arbejdskraft, og hvor viden og erfaring er afgørende. Hvorfor er der så en tendens til at overse dem, der har mest af begge dele?
Derfor bør vi alle lægge os i selen for at gøre op med den aldersdiskrimination, som finder sted ikke blot på arbejdsmarkedet, men mange steder i vores samfund.
Seniorer oplever at være ledige i længere tid end resten af befolkningen. Virksomhedsledere indrømmer i undersøgelser, at alder spiller ind, når de vurderer ansøgninger – og ikke som et plus. Seniorer kan også opleve at have svært ved at skifte det store hus ud med en mindre bolig, fordi det er sværere for dem at få et nyt realkreditlån. Og både ulykkes-, rejse- og bilforsikringen kan stige blot, fordi du har holdt mere end seks runde fødselsdage.
Et godt liv handler ikke kun om længden på det. Det handler først og fremmest om mening.
Så når næsten hver fjerde af os om 15 år vil være 67 år eller derover, hvordan indretter vi så samfundet, så ældre ikke føler sig ensomme og oplever, at livskvaliteten forringes – fordi buslinjerne er nedlagt, fordi bymidten er tom for både butikker og samlingspunkter, eller fordi der ikke er noget seniorbofællesskab at flytte ind i?
Tænk, hvis en nytænkning af vores tilværelse kunne gøre det muligt at blive lige præcis dér, hvor man har levet hele sit liv, og hvor ens relationer er. Som et rodfæstet menneske.
Derfor bliver vi nødt til at ændre hele diskussionen om alder. Vi skal forstå, at ældre ikke først og fremmest er plejekrævende. De er derimod værdsatte borgere, der både kan og vil bidrage. Og de er en dyrebar ressource, som vi er alt, alt for dårlige til at udnytte – og for dårlige til at støtte op om på en meningsfuld måde. Det bliver vi som samfund nødt til at ændre.
Andre lande er allerede godt i gang med at skabe mere aldersvenlige samfund. Og vi skal ikke bare følge efter – vi skal gå forrest. Danmark skal være et land, hvor alle ikke bare vil leve længe, men også gerne vil være gamle. Danmark skal være verdens bedste land at blive gammel i. Et land, hvor alder åbner døre. Et land, hvor erfaring anerkendes, og hvor livet opleves meningsfuldt – hele vejen igennem.