Johannes er på plejehjem. Det er han, fordi han nu er så syg, at han ikke kan blive boende på den gård, han har boet på hele sit liv. Den gård, hvor han har dyrket jorden sammen med sin hustru.
Hvor han har haft jagt med sine venner. Har nydt naturen og den åbne himmel. Hvor hans børn er blevet voksne.
Ved siden af Johannes bor Marie, som er et rigtigt bymenneske. Hun har haft årskort til alle egnens museer. Har været nærmest fast inventar i Musikhuset. Fra sin lejlighed i midtbyen har hun haft gåafstand til byens specialbutikker og vennerne i naboejendommene. Men heller ikke Marie kan bo derhjemme længere.
På trods af de sygdomme, der er stødt til på grund af alderen, er hverken Johannes eller Marie patienter.
De er mennesker. Med alle de interesser og særheder, som de har haft hele deres liv. Det liv skal Johannes og Marie kunne leve i deres nye hjem. Men deres ide om, hvad et hjem er, er ikke nødvendigvis den samme.
For sådan er vi mennesker. Selvom man er syg, er man stadig et menneske, der glædes over individuelle ting. Som samfund er det vores opgave at sikre, at selv syge ældre kan forlænge deres hverdag ind i den sidste tid på plejehjemmet.
Skal jeg selv en dag på plejehjem, så håber jeg, at der er udsigt til åbne vidder, happy hour, madlavning og vinterbadning. Og nærværende personale, der har tid til at imødekomme mine og mine naboers behov i dagligdagen. Sundhedsfaglige såvel som menneskelige.
På trods af de store forskelle i beboernes behov formår medarbejdere og ledere at skabe gode liv på landets plejehjem. Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at man, for at kunne imødekomme alles behov, indgår en masse kompromisser. Og ikke altid bruger tiden rigtigt.
For i den lovgivning, som vi hidtil har haft bor kvaliteten - lidt forsimplet - i rådhusets standarder. Medarbejdere og ledere er spændt op i et spind af kvalitetskrav og værdighedspolitikker. Regler for, hvad man må give af julegaver, og hvor meget saftevand der skal serveres. For at vende den udvikling skaber vi nu en ny type plejehjem, lokalplejehjem. Hvor personalet kan bruge tiden på at skabe et hjem for Johannes, Marie og Mette. Og en god arbejdsplads for medarbejdere og ledere.
Jeg har oplevet - og det tror jeg, mange danskere har - at gå forbi et plejehjem og tænke: Hvorfor gør kommunen ikke sådan eller sådan for at gøre forholdene bedre? I den tanke ligger, at plejehjemmet er kommunens. Ikke mit eller dit. Med lokalplejehjem får vi mulighed for at få plejehjem, der er "vores". Jeg bor i en landsby uden for Ribe, og der er det "vores boldbane", "vores fælleshus" og "vores kirke". Med det lille ord "vores" kommer et enormt ansvar. Man passer bedre på tingene, når de er ens egne. Man engagerer sig og investerer i dem. Det ved jeg, at mange danskere gerne vil. De ved bare ikke hvordan.
Med lokalplejehjem får man mulighed for at tage ansvar for noget af det vigtigste, vi har, nemlig ældre menneskers sidste hjem. Lokalplejehjem er kommunalt ejede, men skal drives som aktieselskaber. Det bliver en helt ny type velfærdsinstitution, hvor byrådet har ansvar for, at der er styr på finansiering, bygninger og de mere overordnede rammer, mens beslutninger om, hvordan rammerne fyldes ud i det daglige, bor hos plejehjemmet og bestyrelsen. En professionel bestyrelse med viden om økonomi, drift og ældrepleje.
Med lokalplejehjem får vi en plejehjemstype med lokal forankring. Hvor ledelse og bestyrelse sammen kan præge plejehjemmet i lige præcis "vores" retning. Så det tager form og farve af de mennesker, der har deres gang inden for murene, og af det samfund, det ligger i. Med større forskellighed bliver det nemmere for bymennesket Marie at finde et plejehjem, der passer til hende. Johannes kan få høns og åbne vidder igen. Og jeg kan forhåbentlig få mit vinterbad.
Kvalitet er mere end behandling og professionel pleje. Det er også livskvalitet. Og livskvalitet handler i sidste ende om at kunne leve livet til det sidste. Med de forskelligheder, vi hver især har. På vores plejehjem.
Jeg har oplevet - og det tror jeg, mange danskere har - at gå forbi et plejehjem og tænke: Hvorfor gør kommunen ikke sådan eller sådan for at gøre forholdene bedre? I den tanke ligger, at plejehjemmet er kommunens. Ikke mit eller dit. Med lokalplejehjem får vi mulighed for at få plejehjem, der er "vores".