Flere end én million danskere er nu over 67 år, og antallet forventes at stige markant de kommende år. I 2024 var i alt 1.097.000 personer over 67 år. I 2040 forventes dette antal at stige til 1.390.000, mens det i 2070 forventes at være 1.567.000. Det viser tal fra den nye redegørelse om ældreområdet for 2025.
Sammenholdt med de seneste fremskrivninger på velfærdsområdet betyder udviklingen, at der allerede om 10 år risikerer at mangle omkring 15.000 SOSU-assistenter og -hjælpere i ældreplejen, viser tal fra Finansministeriet.
- Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at stå med en alvorlig velfærdskrise om ganske få år, hvor der ganske enkelt ikke er nok medarbejdere til at tage sig af vores ældre. Arbejdskraft er den vigtigste valuta, hvis kommuner og regioner skal kunne levere tilstrækkelig pleje og omsorg. Det er den altoverskyggende udfordring, siger Mette Kierkgaard.
Den demografiske udvikling betyder, at mens andelen af personer i befolkningen, som er 67 år og derover, i 2024 udgjorde 18 pct., forventes denne andel at stige til 25 pct. i 2070. Tilsvarende forventes andelen af befolkningen, som er 80 år og derover, at stige fra 5 pct. i 2024 til 10 pct. frem mod 2070.
Ældreredegørelsen viser samtidig, at udviklingen allerede de seneste år afspejles i et øget behov for plejeydelser, herunder omfanget af leveret hjemmehjælp. I 2023 fik i alt 120.400 leveret hjemmehjælp, hvilket er en stigning fra 112.500 ældre i 2020.
- Danskerne er godt klar over, at det er alvorligt. Derfor skal vi også handle. Trygfondens målinger fra 2024 viser, at tilliden til, at vi kan få tilstrækkelig pleje, når vi bliver gamle, slog sidste års bundrekord. Det er gravalvorligt, siger ældreminister Mette Kierkgaard.
Udfordringer med ansættelse og fastholdelse
Redegørelse om ældreområdet 2025 dokumenterer, at der fortsat er betydelige udfordringer med ansættelse og fastholdelse af arbejdskraft i ældreplejen.
Konkret viser redegørelsen, at stillingen som social- og sundhedsassistent ikke blev besat i 12 pct. af rekrutteringsforsøgene i 2024, mens det for social- og sundhedshjælpere gjorde sig gældende for 15 pct.
Dertil kommer, at 71 pct. af social- og sundhedsmedarbejderne på ældreområdet i kommunerne er ansat på deltid, mens det tilsvarende tal for alle kommunalt ansatte er 38 pct.
Udfordringerne med at tiltrække og fastholde medarbejdere i SOSU-faget var netop baggrunden for, at regeringen i januar 2024 indgik en bred og ambitiøs politisk aftale om SOSU-uddannelserne, der bl.a. skal styrke rekruttering og kvalitet på SOSU-skolerne.
- Det trækker gevaldigt op til den perfekte storm. Derfor skal vi have alle redskaber i den politiske værktøjskasse i brug, hvis vores velfærdssamfund fortsat skal kunne levere varen, og det skal det. Vi har allerede taget store skridt i den rigtige retning de senere år med SOSU-aftalen, lønløftet, skattereformen og ældrereformen, men der er behov for at sætte alle sejl til i kommende år, hvis vi skal kunne håndtere udfordringerne. Det er en af grundene til, at regeringen arbejder med rekruttering af international arbejdskraft, hvor der indgås partnerskaber med Filippinerne og Indien, siger Mette Kierkgaard.
Redegørelse om ældreområdet 2025 forhandles i Folketinget den 20. maj 2025 og kan findes i boksen her på siden.
Pressekontakt
Ældreministeriets pressetelefon, tlf. 23 64 42 92 (modtager ikke sms).