Når man læser NB-Ældres artikel om, at "mange kommuner skrotter idéen om lokalplejehjem", kan man få det indtryk, at idéen om lokalplejehjem falder på tør klippegrund. Det er ingenlunde tilfældet.
Kun få måneder efter loven er vedtaget er mindst syv kommuner allerede i år klar på at tage fat på arbejdet med at etablere en helt ny type plejehjem for at give deres borgere mere at vælge imellem. Det er syv gange så mange, som artiklen nævner.
Idéen om at revolutionere vores plejehjemslandskab bygger på, at nogle kommuner har tilstrækkeligt med tillid og mod til at udvikle de kommunale plejehjem, så det ikke kun er på private friplejehjem, at borgerne kan nyde flere muligheder. Tillid til, at lokalsamfundet kan og vil tage ansvar for sine ældre. Mod til at give slip på den kommunale detailstyring. Det er klart, at en så markant ny konstruktion med professionelt sammensatte lokalbestyrelser og større frihed i dagligdagen – kræver modning og dialog. Men det er ikke det samme som at "skrotte" idéen. Det er at tage den alvorligt.
Jeg oplever netop en stor nysgerrighed og engagement fra borgmestre, lokalpolitikere, ældrechefer og civilsamfundet. Det summer derude. Og det kan godt være, at ikke alle kommuner er klar til at hoppe ombord med det samme. Men vi skal også huske, at ældresektoren er et område, hvor ansvarlighed og grundighed er dyder – ikke forhindringer.
Lokalplejehjem er en ny konstruktion
At kritisere lokalplejehjemsmodellen for at lægge afstand til kommunerne, som flere udvalgsformænd i artiklen gør, er lidt som at kritisere en græsplæne for at vokse. Modellen er netop skabt til at give mere lokal frihed – og det er jo hele pointen. Lokalplejehjem er ikke kommunale plejehjem med et nyt navn. Det er en ny konstruktion, hvor vi bygger videre på det bedste fra både kommunale og private plejehjem: stærk ledelse, lokalt ejerskab og valgfrihed for de ældre.
Vi har sat 103 millioner kroner af over tre år, og allerede i år er der stor interesse. KL har et rejsehold og blandt andet samlet en baggrundsgruppe af kommuner, der er frontløbere. Der er ikke tale om et ensomt eksperiment – men en struktureret indsats med klare mål.
Jeg er helt med på, at lokalt engagement og nytænkning kræver en indsats. Men det er også sådan, man flytter noget. Vi kan ikke klage over, at der mangler valgmuligheder og variation i plejesektoren – og samtidig afvise det første seriøse bud på en ny model, netop fordi den kræver lidt arbejde.
Fremtiden begynder sjældent med et flertal
For mig er lokalplejehjem ikke bare et plejehjem. Det er et “vores plejehjem”. Og med det lille ord "vores" følger ansvar, omsorg og samhørighed. Som jeg har sagt før: Jeg bor selv i en lille landsby uden for Ribe. Her har vi vores kirke, vores boldbane – og forhåbentlig en dag vores plejehjem.
Lars Løkke Rasmussen har kaldt ældrereformen for en "stille revolution". Det er en præcis beskrivelse. Og som alle gode revolutioner begynder den ikke med et brag – men med en bevægelse blandt de fremsynede, de modige og de, der vil mere.
Så næste gang nogen vil kalde det en fiasko, fordi ikke alle står i kø på dag ét, vil jeg blot minde om, at fremtiden sjældent begynder med et flertal. Den begynder med de første, der tør gå forrest.