Ny undersøgelse af COVID-indsatsen i ældreplejen skal danne grundlag for fremtidig epidemihåndtering

19-06-2022

Danmark har klaret sig godt igennem COVID-epidemien i forhold til andre lande, men på flere områder kunne indsatsen have været mere effektiv. Det er det samlede billede i en ny omfattende undersøgelse fra VIVE om COVID-19-udbrud og -dødsfald i ældreplejen, som samtidig kommer med anbefalinger til fremtidig epidemihåndtering.

VIVE's undersøgelse af baggrunden for COVID-19-udbrud og -dødsfald på plejecentre og i hjemmeplejen dækker perioden januar 2020 - april 2021. Den er blevet til på foranledning af Folketingets Sundhedsudvalg.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Da omfanget af COVID-19-epidemien blev en realitet, stod Danmark lige som resten af verden i en helt ny og alvorlig situation. Vi skulle meget hurtigt træffe helt afgørende beslutninger, som gjaldt liv eller død for mange især ældre og sårbare borgere. Derfor er det glædeligt at konstatere, at Danmark er et af de lande, der indtil nu har klaret sig bedst igennem epidemien.

- Astrid Krag

Undersøgelsen peger på tiltag, der kan tages for bedre at beskytte ældre på plejecentre og i hjemmeplejen under en epidemi og ved udbrud af smitsomme infektionssygdomme. Blandt andet er der behov for et stærkt fokus på hygiejne, test og vaccine samt at sikre, at personalet på ældreområdet har de nødvendige kompetencer, arbejdsforhold og adgange til faglig sparring og supervision.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Det er vigtigt at holde sig for øje, at undersøgelsen vedrører de første faser af pandemien, og at vi sidenhen har fået større viden og dermed også styr på helt centrale greb i smittehåndteringen. Men vi kan stadig drage vigtig læring af undersøgelsen og de erfaringer, vi har opnået undervejs, så vi kan beskytte vores ældre og sårbare borgere bedst muligt under fremtidige epidemier. Regeringen er derfor optaget af, hvordan vi bedst muligt får omsat den viden i praksis, så vi er på forkant med næste smittebølge.

- Astrid Krag

Undersøgelsens resultater vil blive anvendt i regeringens og myndighedernes videre arbejde med at tilrettelægge smitteforebyggende tiltag, herunder i den kommende coronastrategi, hvor et særligt fokuspunkt fortsat vil være at slå ring om ældre og sårbare i samfundet.

Yderligere oplysninger

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms)