Ny bred aftale sikrer frisættelse af ældreplejen i endnu flere kommuner

21-06-2022

Et bredt flertal af Folketingets partier er enige om en aftale, der giver mulighed for at sætte ældreplejen fri i en række kommuner.

Der er brug for mere frihed, tillid og sund fornuft i ældreplejen mener regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne. Og mere plads til, at fagligt kompetente medarbejdere kan sikre de rette løsninger på borgerens præmisser.

Med velfærdsaftalerne får flere kommuner nu mulighed for at blive frisat fra regulering på ældreområdet. Velfærdsaftalerne er en gensidig forpligtelse mellem stat og kommune, hvor kommunerne sættes fri fra næsten al statslig lovgivning med undtagelse af få centrale hegnspæle, som fortsat vil skulle efterleves i ældreplejen. Kommunerne forpligter sig samtidig til at fjerne unødig kommunal regulering og dokumentationskrav m.v. på ældreområdet.

Det har været afgørende for aftalepartierne, at frisættelsen kommer den enkelte ældre til gode. Målet er at sikre, at der er størst muligt lokalt handlerum til at gentænke ældreområdet, være innovative og finde gode løsninger tæt på borgeren.

Langeland, Middelfart og Viborg Kommune indgik i 2021 velfærdsaftaler med regeringen på ældreområdet. Derudover indgik to kommuner velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og to kommuner på folkeskoleområdet. Udbredelsen af velfærdsaftalerne skal bygge videre på de gode erfaringer, der allerede er gjort med henblik på, at en række kommuner kan skabe øget kvalitet og plads til faglighed i velfærden på ældreområdet.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Jeg er glad og stolt over aftalen, som giver vores dygtige medarbejdere og ledere på ældreområdet langt mere frihed til at skabe den bedste pleje, omsorg og kvalitet for vores ældre. Borgerne skal stadig have den hjælp, som de har brug for. Men det skal ikke være styret af rigide skemaer. Der er brug for nytænkning. De kommuner, der allerede har indgået velfærdsaftaler på ældreområdet, oplever gejst og energi blandt både medarbejdere, ledere og de ældre selv. Det håber jeg, at vi med denne aftale kan få bredt ud til glæde for mange flere. Tak til partierne for at støtte op.

- Astrid Krag

Jane Heitmann, Venstre, siger:

For os i Venstre er det helt afgørende, at vi får skabt gode muligheder for en værdig og omsorgsfuld ældrepleje med høj kvalitet. Venstre har stået fast på retten til frit at kunne vælge leverandører af madservice, praktisk hjælp og personlig pleje, som af den grund heldigvis forbliver en rettighed for vores ældre i de nye forsøgskommuner. Det er både jeg og Venstre glade for, for det er et klart nybrud i forhold til de tidligere velfærdsaftaler. Jeg håber, at kommunerne vil gribe chancen for at tænke nyt, så flere ældre og deres pårørende i de kommende år oplever mere nærvær og omsorg.

- Jane Heitmann 

Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti, siger:

Det er vigtigt for SF, at ældreplejen er lokalt forankret – og tilgodeser den enkelte ældres helt særlige behov. Derfor er vi glade for, at udbredelsen af velfærdsaftalerne til flere kommuner nu giver bedre mulighed for et opgør med centrale og/eller lokale regler, som forhindrer den gode og individuelle indsats. Men det er ikke nogen hemmelighed, at SF gerne havde set de eksisterende velfærdsaftaler for tre forsøgskommuner videreført uændret. SF havde også ønsket, at velfærdsaftalerne skulle ses i sammenhæng med det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen og sundhedsloven, som ventes at blive en nødvendig indsats i en tid, hvor vi bliver flere og flere ældre, mens små ungdomsårgange gør det svært at rekruttere personale nok. Vi står over for meget store udfordringer, som sundheds- og ældreplejen også skal være med til at håndtere i den nære fremtid.

- Kirsten Normann Andersen 

Christina Thorholm, Radikale Venstre, siger:

Radikale Venstre er glad for, at flere kommuner får mulighed for at blive sat fri til at skabe øget kvalitet på ældreområdet. Radikale Venstre har presset på i forhandlingerne for, at kommunerne kan få flere velfærdsaftaler hurtigst muligt, og at det er en hegnspæl, at mennesker med brug for hjælp kan vælge en privat leverandør. Radikale Venstre har tillid til kommunerne og lægger vægt på, at kommunerne får mulighed for at få aftaler på både ældre-, børne- og skoleområdet snarest muligt for at få mere tillid, frihed og sund fornuft i arbejdet med at løfte kvaliteten i velfærden i flere kommuner.

- Christina Thorholm

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, siger:

Det er positivt, at vi med aftalen åbner for, at flere kommuner får bedre muligheder for at tænke i nye løsninger, der bygger på en større tillid til medarbejdernes faglighed og reducerer overflødig dokumentation og administration. Enhedslisten beklager dog kraftigt, at regeringen har bøjet sig for de blå partiers krav om ikke at give kommunerne frihed til at droppe det frie leverandørvalg. Private leverandørers forretningsvilkår burde ikke veje tungere end borgernes selvbestemmelse og behovet for øget fleksibilitet i ældreplejen.

- Jakob Sølvhøj

Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti, siger:

For os Konservative har det været helt afgørende at sikre de ældres frie valg. Det er lykkes. Derfor er vi trygge ved, at vi nu giver flere frihedsgrader til kommunerne, i jagten på at finde bedre løsninger til vores ældre, men samtidig insisterer på, at det frie valg ikke må indskrænkes, som regeringen oprindeligt foreslog.

- Mette Abildgaard

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, siger:

Med den nye aftale om udbredelse af velfærdsaftaler på ældreområdet bliver der plads til mere frihed, tillid, faglighed og ikke mindst sund fornuft blandt vores kompetente medarbejdere på ældreområdet. Dansk Folkeparti vægter det faglige skøn tungere end procesregler. Samtidig er det dog afgørende, at frisættelsen af kommunerne kommer den enkelte ældre med behov for hjælp og dennes pårørende til gode. Derfor håber vi, at udbredelsen af velfærdsaftaler vil give kommunerne et større handlerum for at opnå velfærd af højere kvalitet og skabe løsninger tæt på borgerne.

- Pia Kjærsgaard

Mette Thiesen, Nye Borgerlige, siger:

I Nye Borgerlige ønsker vi at sikre de ældre et reelt frit valg og en tryg og værdig alderdom. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med denne aftale frisætter kommunerne til at levere en bedre ældrepleje. Vi så gerne, at man gik længere og helt gav alle institutioner et frihedsbrev og også lod pengene følge den enkelte. Denne aftale er dog et skridt i den rigtige retning, og derfor bakker Nye Borgerlige selvfølgelig op.

- Mette Thiesen

Susanne Zimmer, Frie Grønne, siger:

Frie Grønne tror på en tillidsbaseret tilgang til både medarbejdere og ledere i den offentlige sektor. Frie Grønne vil gerne fremme lokale løsninger, motivere medarbejdere og ser denne aftale som et vigtigt skridt i decentraliseringen. Vi tror på, at selvbestemmelse og lokal faglig forankring vil give både borgere og medarbejdere en fordel.

- Susanne Zimmer

Birgitte Vind, Socialdemokratiet, siger:

Velfærdsaftalerne er et vigtigt skridt for, at endnu flere kommuner kan udvikle en ældrepleje med udgangspunkt i den ældres individuelle behov, for mere selvbestemmelse, mindre bureaukrati og ikke mindst en ældrepleje, hvor personalet får mulighed for at handle på egne faglige vurderinger ud fra et godt kendskab til den enkelte ældre.

- Birgitte Vind

Det er regeringens ambition, at alle landets kommuner sættes fri på dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet.  Med aftalen om kommunernes økonomi for 2023 er regeringen og KL bl.a. enige om at samarbejde om fordelingen af kommunerne, så nogenlunde lige mange kommuner frisættes på hvert af de tre velfærdsområder – med udgangspunkt i kommunernes ønsker.

Når kommunerne er fordelt på områderne, får kommunerne tid til at beslutte, hvad de vil bruge friheden til, og hvilke kommunale regler de vil frisættes sig selv fra for at skabe en ældrepleje med større nærhed og kvalitet for de ældre. Herudover er regeringen og KL enige om, at der også etableres velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet, som er kendetegnet ved omfangsrig regulering og komplekse procesregler. Regeringen vil søge Folketingets opbakning hertil.

Der pågår forhandlinger med Folketingets partier om udbredelse af velfærdsaftalerne på hhv. dagtilbuds- og folkeskoleområdet.

Find aftalen i boksen her på siden.

Yderligere oplysninger

Social og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Jane Heitmann, Venstre, tlf.: 61 62 51 96

Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti, tlf.: 61 62 30 40

Christina Thorholm, Radikale Venstre, tlf.: 33 37 47 71

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, tlf.: 61 62 45 39

Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti, tlf.: 33 37 42 09

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, tlf.: 33 37 51 07

Mette Thiesen, Nye Borgerlige, tlf.: 33 37 58 13

Susanne Zimmer, Frie Grønne, tlf.: 61 62 56 72

Jens Rohde, Kristendemokraterne, tlf.: 33 37 75 00

Birgitte Vind, Socialdemokratiet, tlf.: 61 62 51 45